Jorden er vigtig for smagen i munden. ‘Terroir’ er indbegrebet af Bourgogne, og munkene i området har gennem århundrede gjort det store, ’sure’ arbejde for os, så vi i dag kan nyde resultaterne af den empiri og de feltstudier, de udførte.
De gode munke har gennem mange århundrede dyrket vin i Bourgogne. Ved hårdt, slidsomt arbejde (de havde måske ikke så mange andre fornøjelser 😁) erfarede de langsomt, at nogle stykker jord gav et anderledes resultat i vinen: Nogle plots var bedre, nogle mindre gode og andre blot anderledes, også selvom vinene blev behandlet ens i selve vinifications-processen. 🍇
Det arbejde lagde grundstenen til de inddelinger, vi har i Bourgogne i dag: Kommunevin, marker og 1’er cru og grand cru.
Hvorfor smager vinene forskelligt? Det korte svar er Terroir. Terroir er de helt lokale omstændigheder, der er på den enkelte lille plot, nogle gange på blot få hundrede kvadratmeter.
Terroir dækker over en bred vifte af faktorer: Jordens indhold af kalk, granit, limestone, ler, sand, sten etc., og hvilket mikroklima der er i jorden.
Men det dækker også over andre faktorer såsom højde, eksponering i forhold til solen, en skov der giver læ, en bakke der får vinden til tørre druerne hurtigere op, jordens evne til at holde på vand, jordens evne til at dræne vand.
Er der underjordiske vandårer, er der en sø, en å eller en flod i nærheden, som giver det ultralokale klima en anden fugtighed etc.
Alt dette, og mere til, er en del af Terroir, og det kan smages i vinene, hvis de vel at mærke kun kommer fra én lille parcel! Der kan i sagens natur derfor ikke laves i særligt store oplag, ofte kun i få tusinde flasker.
For mig er Terroir og druens lokale voksested en stor del af vinens sjæl ❤️
Eksempler på tydeligt Terroir er vinene fra den lille højkvalitets producent René Lequin-Colin i Bourgogne. René Lequin-Colin ejes og drives af den helt-ind-til-benet dedikerede Francois Lequin, som også er vinmager på gården.
Francois’ nidkærhed, seriøsitet, grundighed og kærlighed til sit Terroir byder ham at holde sine vine på enkeltmarks niveau for netop at lade Terroiret tale gennem vinene – og det kan smages i vinene👏🏼
To eksempler på dette er to vine fra Francois’ hånd. De bevæger sig begge indenfor samme aroma-univers, hvor vi finder vanilje, anis, fennikel, smør, syre, salt, mineral, honningmelon, men det udtrykker sig forskelligt i de to vine.
2020 Chassagne-Montrachet 1’er Cru Morgeot
Morgeot er kompakt, tilknappet, alvorlig, genert, tilbageholdende og har mere salt og mineral, men smiler stadig hemmelighedsfuldt til dig og hvisker dig i øret ’Jeg har mere at byde på, bare vent’. Med tiden i glasset forsvinder genertheden langsomt, som om den først skal have tillid til dig, og det mystiske gemte univers åbner sig op og udfolder sig for dig.
2020 Chassagne-Montrachet 1’er Cru Les Vergers
Les Vergers er mere åben, imødekommende, generøs med det samme, mere umiddelbar og kommer dig dansende i møde og springer op af glasset, kysser dig, charmerer dig og viser sig frem og vil dig det godt med det samme, og viser sin smukke krop af melon, honning, vanilje og anis.
Skænk et stort glas af hver, i glas med en stor volumen, og brug en til to timer på at opleve munkenes og Francois’ univers. Prøv at lade være med at slynge glasset, så vil du opleve andre aromaer, end når du slynger🥂
Cappa Vin
- kærlighed til drue, jord og natur 🍇