Fattoi, Toscana, Montalcino, Italien

Fattoi, Toscana, Montalcino, Italien

Fattoi er en familie-producent med blot 9 hektar vinmarker beliggende lige ved Santa Restituta, syd for byen Montalcino, få hundrede meter fra Casa Basse.

Vingården drives af familien Fattoi, og det er den ældste bror, Leonardo Fattoi, der er ønolog på gården. De 9 hektar vinmarker er udelukkende beplantet med Sangiovese af den klon, der hedder Sangiovese Grosso. Kvaliteten er høj og mængderne små: Der laves blot 20.000 flasker Rosso di Montalcino og 20.000 Brunello di Montalcino om året. I de årgange, hvor Leonardo vurderer, at kvaliteten er til det, laves der også 2.000 flasker Brunello Riserva.

Vinene fra Fattoi er som toscansk urkraft af smag, præcision og balance. Der er ikke noget opkøb af druer eller blanding fra store områder: Det er det lokale terroir, der taler gennem Fattois vin. Der er et meget beskedent brug af træfade, næsten udelukkende de store, gamle Botti på flere tusind liter, som genbruges år efter år uden at give egetræssmag til vinene.

Fravalget af små, nye træfade får vinene til at stå rene i deres natur og stråle i deres eget lys - som et indre sjæleligt lys, der skinner ud gennem frugten og den majestætiske vin. Vinene er tindrende klare i deres frugt og nerve, og samtidig har de en andægtig rolighed over sig. De er magtfulde og intense som den noble konge, der hviler i sig selv, og aldrig behøver at hæve stemmen for at kræve respekt. Samtidig har de en dybde, styrke og balance, der får en til at læne sig tilbage, falde til ro, nyde nuet og gå med vinen.