Francois de Givry, Auxey-Duresses, Bourgogne, Frankrig

Francois de Givry, Auxey-Duresses, Bourgogne, Frankrig

Francois de Givry er født i Champagne og havde altid haft et ønske om at være vinbonde i Bourgogne. Under finanskrisen i 2009 tilsmilede heldet Francois, og han fik muligheden for at købe et lille stykke jord i Auxey-Duresses et par kilometer syd for Beaune by, ved landsbyen Melin og klos op ad Meursault.

Marken Les Riames (Monopole) ligger 370 meter over havets overflade på stejle, skrå marker med syd-sydøst eksposition og med jordbund af mergel (fast lertype indeholdende kalk) og hård kalksten/limsten (sedimentær bjergart).

Marken havde stået uberørt hen siden 1930 og var sprunget i skov. Uenigheder i familien, der tidligere ejede marken, betød, at den lå ubrugt hen og var således upåvirket af dyrkning, maskiner, moderne landbrug, pesticider og kunstgødning.

Francois er den eneste ejer på denne lille plot på kun 0,4712 hektar, svarende til ca. 4 danske parcelhusgrunde, og er således det mindste Monopole i Côte de Beaune.

Efter det var lykkedes Francois at købe den lille juvel, tilsmilede heldet ham igen, da han mødte Anne-Claude Leflaive fra det legendariske Domaine Leflaive. Anne-Claude tilbød at lave vinen for Francois på Les Riames - mod at hun måtte købe druerne fra en anden lille parcel, han havde købt ved siden af. Det krævede ikke mange øjeblikkes overvejelser at tage imod det tilbud.

I dag er det vinsmager og direktør på Leflaive, Pierre Vincent, og Francois de Givry, der laver vinen i fællesskab.

Således blev et eventyr til virkelighed. Der laves blot én perle af en vin på Les Riames, men hvilken perle! Mængderne er absurd små, der laves blot i omegnen af 900 flasker om året af gudeskøn Chardonnay. Cappa Vin er eneforhandler af Les Riames i Danmark og får mellem 20-40 flasker om året.

Vinen er certificeret biodynamisk af Demeter.