RENÈ LEQUIN-COLIN CHASSAGNE-MONTRACHET BLANC LES CHARRIÉRES BOURGOGNE 2023
Efter et par års pleje genplantede Francois i 2021 Charrieres-marken med de unge hjemvendte vinstokke samt skud taget fra hans Chassagne-Montrachet Clos Devant mark.
I 2023 var Francois klar til den første høst på den nyplantede mark.
Og det er så her, miraklet opstår, og hele min vin-barndomslæring rystes i sin grundvold!
Hvordan kan en vin, lavet på stokke der kun er fire år gamle, have så meget karakter, smage så godt, have så meget vitalitet, kælen og slikket frugt og vise så mange sider og nuancer?!
For selvom vinstokkene er purunge, så har vinen utrolig meget karakter. Udover den rene frugt, de cremede skønne Bourgognenoter, forsigtig honning og nødvendige livgivende syre, har vinen så meget liv og charme, så meget smag, at man bliver ramt af Amors forelskelsespil på stedet!
Skulle jeg sætte et enkelt ord på, ville det være vitalitet.
Francois tilskriver det råmaterialet (kvaliteten af stokkene) og så det særlige Terroir, der er på marken Charrieres.
Terroiret er fantastisk, og marken ligger kun et meget kort stenkast på cirka 40 meter fra 1. cru marken Vide Bourse og et lidt længere stenkast på cirka 70 meter fra den legendariske Grand Cru Batard-Montrachet.
Jorden indeholder en del ler, den er tung, dyb og rig. Eneste ulempe er, at René Lequin-Colins del af marken kun er 1.731 m2 = 0,173 hektar (til sammenligning er en fodboldbane ca. 8.000 m2), og der er kun lavet 450 flasker, hvoraf de 120 lykkeligvis er allokeret til os i Cappa Vin.
Tag vinen med i en mark mod mark smagning op mod René Lequin-Colins andre Chassagne-marker, og oplev hvordan de samme aromaer og smagsindtryk kommer op ad glasset på forskellig måde og i forskellig rækkefølge.
Efter en meget skånsom og langsom presning fermenterer vinen spontant med naturgær fra marken på franske Chassin fade, medium toast, hvor 20 procent er nye, og resten er anden og tredje passage. Efter gæring modner vinen sammen med gærdepotet på fadene i 12 måneder. Vinen gennemgår fuld malolaktisk gæring.
En stor og kompleks vin med mineralske toner, syre og ren frugt, let anis, smør og en cremethed der vil blive mere udtalt i takt med, at vinen får alder. Vinen har et stort lagringspotentiale. En nobel vin der er som skabt til en veltilberedt pighvar. Vinen holder 13,5 procent.
Vinen er certificeret økologisk.