Chardonnay Vin de France, Les Grands Terroir, René Lequin-Colin 2022
Vinen er lettere end Francois Lequin-Colins hvide Bourgogner, men selvom denne Chardonnay ’blot’ er en Vin de France, kan den godt snyde og få dine tanker i retning af Bourgogne.
Den sidder forholdsvis længe, balancen er perfekt, og det diskrete fad bakker frugten godt op - 50% af vinen var 12 måneder på gamle fade. Vinen har fedme, samtidig med at mineralet spiller en god rolle, så du både får en Chardonnay med let creme, syre, mineral og lette, grønne noter - på den gode måde. Når vinen er sunket, sidder du tilbage med en ren, renset palette, en mund i balance og et smil på læben.
Giv den 15 minutter i glasset, og denne Chardonnay vil belønne dig. Den åbner sig for dig og giver både mere fedme og mineral fra sig, og selv når vinen kommer op i temperatur, holder den sin flotte balance – Chapeau for det gode arbejde, Francois!