Chassagne-Montrachet 1'er Cru Les Caillerets, René Lequin-Colin, Bourgogne, Frankrig 2021

Område
Bourgogne
Druesort
Chardonnay
Årgang
2021
Alkoholprocent
13,5%
1.090,00 kr
1.090,00 kr

Les Caillerets er den fornemste og mest prestigefulde af René Lequin-Colins Chassagne-Montrachet 1’er Cru marker. Den leverer rene vine, stolte vine, præcise vine – store vine. Du får anis, smør, honning, fylde og vanilje, og det hele er afstemt med den præcise mængde syre, salt og mineralitet, der skal til for at give balance og skabe en stor vin.

Læs mere om vinen

Chassagne-Montrachet 1'er Cru Les Caillerets, René Lequin-Colin, Bourgogne, Frankrig 2021

Sjælen i Bourgogne er terroir - og terroir er, hvad du får. René Lequin-Colin laver alle sine Chassagne-Montrachet’er på enkeltmarks niveau for netop at præsentere forskelligheder i charme og personlighed, som det enkelte terroir giver til vinen.

Les Caillerets har et hjerte af bourgognesmag, og den er en mester ud i præcision. Du får masser af smør, vanilje, anis og honning, og samtidig har den en tæt, ren syrestruktur og en stenet mineralitet, der giver vinen liv, balance og stor renhed.

I starten i glasset fylder saltet og syren mest, og frugten kigger genert frem og minder dig om, at der kommer mere om lidt, mere glæde og forkælelse. Langsomt efter 20-30-40 minutter i glasset lukker den mere og mere op for herlighederne, så kommer smøret, vaniljen og melonen, og hele tiden sidder syren og saltet knivskarpt, giver vinen nerve og holder den ren, den er så præcis at en lineal ville skamme sig over at ligge ved siden af den. Giv vinen tid i glasset og bemærk hvordan det er nye noter der tager over for hver gang du løfter glasset.
Selvom vinen er proppet med smagsindtryk, så sørger syren, saltet og mineralet for, at den står flot, ren, stolt og rank.

Vinen får en forsigtig mængde af nyt fad på 20% i 12 måneder, resten ligger på fade af anden og tredje passage.

Chassagne-Montrachet 1’er Cru Morgeot og Chassagne-Montrachet 1’er Cru Les Caillerets er mere stringente, tilbageholdende og generte end Chassagne-Montrachet 1’er Cru Les Vergers. De to første har endnu mere nerve og mineral end Les Vergers, hvor Les Vergers er lidt mere opulent, ligetil og imødekommende, den byder dig hurtigere velkommen og vil gerne vise sig frem hurtigt.

Prøv at smage de tre 1’er Cru Chassagne-Montrachet fra René Lequin-Colin op mod hinanden på samme tid, og du vil få en stor oplevelse. Caillerets og Morgeot er fra starten mere generte, tilknappede og lukkede og har mere sten, mineral og salt, hvor Vergers giver sig mere hen til dig. Efter 40-50 min i glasset vil du opleve, at Caillerets og Morgeot pludselig har mere i sig end Les Vergers. Husk på at vinene er ens, samme drue, samme mand, samme vinifikationsmetode, samme mængde fad - eneste forskel er marken, terroiret - og det er Bourgognes sjæl!

At lave mark-mod-mark smagningen er en stor oplevelse og et fantastisk tema til en vinsmagning.

Les Caillerets giver allerede sine gode ting fra sig efter ca. halvandet år, og samtidig har den et langt liv foran sig.

Vinen er certificeret økologisk.