Prรฆcis midt i Loirefloden, midt mellem dens udspring i Roanne og dens udlรธb i Biscayen, stod jeg og tog dette billede af en ๐๐ฎ๐น๐ณ ๐ช๐ฎ๐ ๐๐๐ผ๐ป๐ฒ. Stenen ligger kun et stenkast fra Masson-Blondelets vinmarker, og den fik mig til at stoppe op og ๐ฟ๐ฒ๐ณ๐น๐ฒ๐ธ๐๐ฒ๐ฟ๐ฒ. Stenen mindede mig nemlig om min anden store passion โ ๐๐ฟ๐๐ฐ๐ฒ ๐ฆ๐ฝ๐ฟ๐ถ๐ป๐ด๐๐๐ฒ๐ฒ๐ป ๐ธ og mere prรฆcist mindede den mig om Bruces sang 'Better Daysโ. Teksten lyder: โ๐๐๐ฃ๐๐๐๐ฉ ๐ฉ๐๐๐ ๐๐ค๐๐ก'๐จ ๐๐๐ก๐๐ฌ๐๐ฎ ๐ฉ๐ ๐๐๐๐ซ๐๐ฃ ๐๐๐ ๐๐๐จ๐ ๐ ๐๐๐๐ ๐ค๐๐ฉ๐๐ ๐๐๐ก๐ ๐๐ฃ๐ ๐ฐ ๐๐๐๐ก ๐ก๐๐ ๐ ๐ฐ'๐ ๐๐ค๐๐๐๐ ๐๐๐ข๐โ.๐บ๐ผ
Jeg husker tydeligt den fรธrste gang, jeg hรธrte Bruce. Det var i 1985, hvor jeg som lille dreng sad i min onkels sofa pรฅ Roskildevรฆnget (tak Morten Nielsen ๐๐ป). Han satte den 5-dobbelte LP โLive 1975-1985โ pรฅ.
Hvad var det? Noget ๐ฟรธ๐ฟ๐๐ฒ sig i mig๐คท๐ป. Noget jeg ikke vidste hvad var, noget ๐บ๐๐๐๐ถ๐๐ธ, noget der trak i mig, kan det virkelig vรฆre rigtigt? Noget der skulle udforskes, ๐ผ๐ฝ๐ฑ๐ฎ๐ด๐ฒ๐ ๐ผ๐ด ๐๐ป๐ฑ๐ฒ๐ฟ๐รธ๐ด๐ฒ๐ โ igen og igen โฆ
Sรฅdan havde jeg det ogsรฅ fรธrste gang, jeg smagte vinene fra ๐ ๐ฎ๐๐๐ผ๐ป-๐๐น๐ผ๐ป๐ฑ๐ฒ๐น๐ฒ๐. Hvad var det? Det var frugten, renheden, prรฆcision, intensiteten, syren og den livgivende salt โ livets salt. โAnd I feel like I'm coming homeโ.๐
Som med Bruce giver vinene modstand, de kรฆler dig med hรฅrene og nogle gange mod hรฅrene, omfavner dig, og giver et lille svirp, de giver glรฆde, stof til ๐ฒ๐ณ๐๐ฒ๐ฟ๐๐ฎ๐ป๐ธ๐ฒ, de giver nye ๐ผ๐ฝ๐น๐ฒ๐๐ฒ๐น๐๐ฒ๐ฟ, hver gang du sรฆtter glasset til munden. De har en ๐ธรฆ๐ฟ๐น๐ถ๐ด ๐ผ๐บ๐ณ๐ฎ๐๐ป๐ฒ๐ป๐ฑ๐ฒ ๐ฐ๐ต๐ฎ๐ฟ๐บ๐ฒ, en slags blottet รฆgthed, en blottet renhed og en blottet รฆrlighed ๐ท
Nu sidder jeg her, ๐ฐ๐ฏ ๐๐ฟ๐๐ฐ๐ฒ-๐ธ๐ผ๐ป๐ฐ๐ฒ๐ฟ๐๐ฒ๐ฟ og en hel del flasker Masson-Blondelet senere, og fรธler mig heldig og velsignet.
Tak til Melanie og Pierre Masson๐๐ป Tak for det gode samarbejde, for passionen og for hele tiden at ๐๐๐ฟรฆ๐ฏ๐ฒ ๐บ๐ผ๐ฑ ๐ฝ๐ฒ๐ฟ๐ณ๐ฒ๐ธ๐๐ถ๐ผ๐ป.
โThese are better days, baby
There's better days shining throughโ โฆโ๏ธ
At besรธge de gode mennesker hos Masson-Blondelet var i sandhed โ๐ฏ๐ฒ๐๐๐ฒ๐ฟ ๐ฑ๐ฎ๐๐โ. Det var kun pรฅ stenen, jeg var halvvejs; med et glas af deres ๐ฆ๐ฎ๐ป๐ฐ๐ฒ๐ฟ๐ฟ๐ฒ i den ene hรฅnd og et glas af deres ๐ฃ๐ผ๐๐ถ๐น๐น๐-๐๐๐บ๐ฒฬ i den anden var jeg mere end ๐๐ฎ๐น๐ณ ๐๐ฎ๐ ๐๐ผ ๐ต๐ฒ๐ฎ๐๐ฒ๐ป!๐ชฝ