Amarone della Valpolicella Classico Superiore, Monteci, Veneto, Italien 2015
Vinen har stor, intens og fuldmoden frugt, en blød, fed og fyldig krop - og alligevel en imponerende struktur, saftighed og balanceret syre, så den voluminøse frugt og alkohol holdes på plads.
Du får et væld af dufts- og smagsindtryk: Du får fuldmoden frugt, mørke - modne - tunge bær, kogte kirsebær, sorte kirsebær, kaffe, sød pibetobak, blommer og svesker.
Selvom vinen spiller i det mørke og dybe univers, så har den en fløjls-frugt, den har rankhed og et bid af spice, som er med til at give friskhed til vinen.
Montecis Amarone della Valpolicella Classico er lavet på fire af de klassiske Amarone druer. Corvina, Corvinone (en klon af Corvina), Rondinella og Oseleta. Sidstnævnte er mindre udbredt, men giver spice og friskhed til vinen.
Druerne høstes i oktober og tørrer i 4 måneder, før de vinificeres. Under denne tørringsproces mister druerne over halvdelen af deres vægt, og dermed intensiveres aromaerne. Efter gæring ligger vinen 24 måneder på træfade, en blanding af barrique og tonneau. Herefter sammenstikkes vinen, og den ligger yderligere 24 måneder på store 5.000 liters træfade.