Barbaresco Montubert, Icardi, Piemonte, Italien 2014 3liter
En kompleks næse møder dig i Icardis Montubert Barbaresco. Hver gang du stikker næsen i glasset, kommer der nye hilsener og nye noter. Du finder rosenblade, ribs, mælkechokolade, viol, cedertræ, tobak, anis og sommerregn på støvet lerjord, og samtidig en uimodståelig kælen og charmerende frugt samt tydeligt tilstedeværende afmålte tanniner.
Nebbiolo er notorisk kendt for sine tanniner, og til tider sine barske tanniner. Claudio Icardi formår at tæmme dem, så de - selv når vinen er ung - bliver afrundet og behagelige og blot ligger og understøtter vinen.
Bemærk hvordan de 10 år har ændret vinen, allerede nu begynder den at åbne op for skatkammeret af et hav af nuancer, noter og detaljer, som allerede nu er prisværdige og smukke, og som vil tage til med årerne. Vinen er blevet mere rolig og forfinet, og aromaerne vil blive mere komplekse og udviklede. Anis er blevet til forfinet lakrids i retning af spejdersnus. med timer i glasset/på karaffel vil der komme stjerneanis og pludseligt hint af mint, og rose og mælkechokolade vil blive tydeligere.
Vinen ligger 24 måneder på fad.
Icardi laver to Barbaresco’er, Montubert og Starderi. Montubert er mere elegant, rolig, dyb, forfinet og en smule genert. Starderi er mere opulent, viril, up front, lige til og mere potent; den kommer farende op ad glasset og springer på dig.
Hvilken stil, man er mest til, er udelukkende et spørgsmål om smag. De to vine er lavet og behandlet ens, den eneste forskel rent teknisk er terroir, det sted vinen er dyrket, og der er under 1.000 meter mellem markerne.
Prøv at smage de to vine op mod hinanden, og gå på opdagelse i hvor stor indvirkning terroir har for smagen i vinen.