Suri di Mu, Barbara d'Alba, Icardi, Piemonte, Italien 2017
Vinen har mange lag og nuancer over i det maskuline univers, kombineret med god saftighed og gavmild frugt. Næsen viser noter af moden og let sødlig frugt, tjære, sød tobak og regn på tør lerjord. Du får smagen af fyldig, blød af fuldmoden frugt i Suri di Mu Barbera d’Alba, og den har bløde og modne tanniner med diskret og løftende bid af frugtsyre.
Suri di Mú betyder ’Morbærtræet på toppen af bakken’ på Piemontesisk dialekt. Den er en Barbera d’Alba og er en af Icardis to top Barbera’er. Den anden er en Barbera d’Asti Nuj Suj. Vinene er vinificeret og behandlet ens, og alligevel er der stor forskel på smagen i de to vine. Hvor Nuj Suj er mere saftig, rank, ren og elegant, har Surisjvan større muskler, fylder mere, er bredere, mere potent og mere maskulin.
Den eneste forskel på de to vine er der, hvor de er dyrket - altså er det terroiret, der taler gennem vinene.
Prøv at lave en smagning, hvor du smager begge vine op mod hinanden på samme tid og gå på opdagelse i, hvad terroir kan gøre ved smagen på en vin.
Vinen er certificeret økologisk.