Barolo Parej, Icardi, Piemonte, Italien 2015 Magnum
Icardis Parej Barolo er slank, frugten glatpoleret, og vinen er venlig men bestemt. Du får noter af viol, rosenblade, cedertræ og mælkechokolade. Vinen er venligt afstemt, rolig og har mange lag og dybder, og jo længere tid den er i glasset, jo flere lag åbner sig for dig. Som en rosenknop, der langsomt folder sig ud.
Som ung er frugten tæt og charmerende bestemt med en forståelse af sødmefuld frugt, men uden sukker - blot en kærlig, rolig og bestemt frugt.
Vinen kan allerede drikkes efter 4-5 år, hvor frugten vil være mere potent og kompakt. Samtidig har den et langt liv foran sig, 20 år plus, og her vil frugten aftage og blive mere støvet. De aldrende noter som anis, eukalyptus, kirsebær, lakrids, spejdersnus, stjerneanis, mælkechokolade vil fylde mere af billedet.
Marken ligger i en højde på 3-400 meter over havets overflade. Vinen ligger 36 måneder på nye 500 liters træfade (Tonneaux).
Icardi laver to Barolo’er, Parej og Serra. Parej er mere elegant, slank, rolig, forfinet, elegant med kompakt frugt - og en smule genert.
Serra er mere direkte, har flere muskler, mere kant, mere vildskab, mere potens, fylder mere og har mere bredde og noget rustikt over sig.
Hvilken stil, man mest er til, er udelukkende et spørgsmål om smag. De to vine er lavet og behandlet ens, den eneste forskel rent teknisk er terroir.
Prøv at smage de to vine op mod hinanden, og gå på opdagelse i hvor stor indvirkning terroir har for smagen i vinen.
Parej er lokalt Piemontesisk dialekt og betyder ’Sådan’ eller ’Sådan skal det gøres’.
Vinen er certificeret økologisk.