Gewürztraminer Cuvée Wahlenbourg, Paul Ginglinger, Alsace, Frankrig 2017
Et studie ud i parfumer og det aromatiske univers. vinen er fed, fyldig, intens, pågående, og næsten påtrængende, du får litchi, sødlig geranium, intense tørrede rosenblade og et væld af mellemøstlige krydderier. Druerne til Ginglingers Gewürztraminer Cuvée er dyrket med grøn høst: Grønne druer klippes i løbet af sommeren af og smides bort for at koncentrere smagen i de resterende druer, der modner videre, indtil de håndplukkes og presses forsigtigt ved ankomsten til vineriet.
Druerne plukkes på gamle stokke på syd- og østvendte skråninger i Felsacker, Sundgrass og Hissererweg, der alle er en del af det territorium, der hørte under det gamle slot Wahlenbourg.
Gewürztraminer-druen kommer oprindeligt fra den norditalienske kommune Tramin, og den fik tilnavnet Gewürz (der betyder “krydret”) i slutningen af 1800-tallet som en betegnelse for de mest aromatiske og krydrede kloner.
Vinen er certificeret økologisk, og det kan smages (på den bedst mulige måde).